Jeg tager en for holdet | PIZZABURGER med hotdog

Det er fredag, vi har WEEKEND lige om lidt og jeg tænkte, at jeg ville starte en ny sjov føljeton her på bloggen, som jeg håber I er med på! Kender I det der med at I ser en pakke med mad, hvor man bare tænker: “OMG, hvem fanden gider spise det der?”. Den tanke har jeg tit haft og den bliver endda ofte efterfulgt af “hmm, gad vide hvordan det egentligt smager?” eller “hmm, ser indholdet overhovedet ud som det gør på billedet?” og præcis de her ting, som jeg vil forsøge at svare på hver fredag, hvor jeg tester og anmelder en ny ting!

Første test er pizzaburgeren som Dr. Oetker forsøger at få os til at elske. Jeg har nærmest aldrig set et produkt blive markedsført så massivt som det her – og det er både på TV, i radioen og med store rabatter i supermarkedet. Ingen gider at købe det her produkt og jeg synes også. at det var pinligt at gå op til kassen med pizzaen nede i Brugsen – men det skal da lige have en chance – så jeg tager en for holdet!

test-af-pizzaburger-5
 
test-af-pizzaburger-4
 
test-af-pizzaburger-2
 
Pris og emballage
Jeg mener at jeg gav 26 kroner for pizzaburgeren men jeg har set den helt ned til 5 kroner. Personligt, der synes jeg, at emballagen er yderst grim og som jeg skrev, så synes jeg endda at det var pinligt at gå med den i butikken. Jeg købte endda en stor palme-kål for at kunne skjule den imens jeg gik hjem.

Fremgangsmåde
De er nemme at have med at gøre. De skal blot smides i ovnen på 200 grader i ca. 10 minutter, så det går ret hurtigt. I ovnen var det dog som om at brødet brunede virkeligt hurtigt, så vi blev lidt nervøse for om brødet blev helt tørt og sprødt mens resten blev ‘soggy‘ og blødt. Det gjorde det lidt.

Smag
Andreas og jeg besluttede for først at smage toppen, som var med tomat og ost. Tomatsaucen smagte meget sød og osten kunne ikke smages. Brødet var af det der überbillige hotdogbrød man køber en pakke af til en femmer. Bunden var med pølse, sennep, ristede løg og syltet agurk – og nej, det var ikke godt. Syltede agurker skal ikke i ovnen for det første og igen, der var det var SÅ sødt at vi var i tvivl om vi spiste dessert. Efter et par bidder klappede vi pizzaburgeren samme og prøvede at spise det som man skulle.

Det blev en tand bedre, men stadig ikke godt. Det var bare alt alt for sødt, de ristede løg blev helt bløde og ja, det hele blev blødt imens bollen var knastør.

test-af-pizzaburger-6
 
test-af-pizzaburger-3
 
Alt i alt
Jeg forsøgte virkeligt at elske den her basse i den grimme emballage, men jeg kunne ikke. Den smagte underligt sødt og man fik en lidt kvalmende fornemmelse halvvejs inde i sin burger. Jeg tror, at Andreas og jeg begge kan sværge på, at vi aldrig nogensinde køber sådan pizzaburger igen. Heller ikke til en femmer.

Håber I synes, at det her var sjovt. I må forresten mere end gerne sige til hvis I har nogle ideer til retter, som jeg skal prøve af og anmelde her. Jeg synes, at blogland (inkl. mig selv naturligvis) har været meget sådan chia-grøds-avocadomads-agtig her på det seneste og det vil jeg sgu gerne ruske lidt op i. Det bliver måske lidt klamt og fyldt med e-numre, men jeg er tror på, at det nok skal blive sjovt.

God weekend!

Michelle

Jeg køber lidt for mange sko, drikker nok lidt for meget kaffe og så elsker jeg at tage billeder af alt på min vej. Tak fordi I kigger med!

24 Comments
  1. haha jeg er så meget fan af det her indlæg! Har præcist stået og tænkt det samme – den ser virkelig ikke lækker ud, men man er altså lidt nysgerrig alligevel. Tak fordi du tog en for holdet! Glæder mig til flere af disse anmeldelser ;)

    1. Yay, er glad for at du kan lide indlægget. Glæder mig til at teste flere lækkerier ;)

  2. Hold kæft et fedt koncept! :D du bliver jo total forsøgskanin på alle de mærkelige ting man kan købe i supermarkederne ;) på stående fod kan jeg ikke lige komme på noget, men kan være jeg lægger en ny kommentar når jeg har været nede og handle ;)

    Eller jo, Dr.oetker har også nogle ret mærkelige buddingdesserter

    1. Ja, det bliver spændende at se hvad pokker jeg har rodet mig ud i!
      Glæder mig til at høre tilbage fra dig, hvis du kommer på nogle gode ideer ;)

  3. Genial idé. Glæder mig til at følge med.

    Har tit overvejet, hvem der køber de der dåser med mad, der skal varmes, eks. forloren hare fra beauvais eller Jaka :-o

    God weekend :-)

  4. Haha det er genialt det der!
    Jeg kan huske da de lige var kommet frem – min kæreste var helt oppe og køre over ideén og mente vist nok at det var noget af det mest fantastiske nogen kunne ha opfundet. Og da han så endelig fik købt en med hjem har jeg aldrig set nogen være så skuffet!

    1. Eeeeeeeeej, hvor synd for ham – men jeg kan FANDME godt forstå han blev skuffet ;)

  5. Synes virkelig du er modig! Det er jo så sjovt! Vil elske at se det på video :D
    Jeg har også tit undret mig over mærkelig ting. Især den der burger man kan købe på køl. Hvorfor ikke bare gå på McD?
    Glæder mig allerede til den næste. Håber I har back-up aftensmad ;-)

    1. Tak tak! ;)

      Overvejede også videoformat, men det skal nok komme senere… OG JA, DE BURGERE ER EN GOD IDE! Jeg har nemlig tænkt præcis det samme.. Måske overrasker de!

    1. Ha ha fedt. Jeg er bare glad for at det giver mening for var lidt i tvivl om overskriften ;)

  6. Ha ha jeg er vild med det! Jeg tænker Jaka, dåse-bøffer, karton muslinger og som nævnt før så den færdige burger eller den færdige toast, som man kan få på køl.

    Eller bare andre varer, som ikke skal på køl :-D

    1. DU SKAL IKKE KOMME MED ALLE DE KLAMME IDEER, STINNA! SÅ SKAL DU I HVERT FALD SELV SPISE DEM OGSÅ!

  7. Hvis du skal anmelde noget, skal det også have stjerner eller noget andet sjovt i vurdering. Overvej det til næste gang Vurdering måske i udseende af emballage, smag og overraskelse/skuffelse ;-)
    Fedt koncept!
    Overvej at købe de klamme slik-burgere man kan få. Dem har jeg tit kigget lidt skævt til, men måske de i virkeligheden er lækre

    1. Tak for input! Er sikker på at det her nok skal udvikle sig henad vejen – og god ide med stjerner!
      Jeg vil så bare lige sige at jeg elskede de der burgere, da jeg var barn. Husker dem som ret gode ;)

  8. Jeg er vild med det! Og jeg er så enig, det her er det mærkeligste i længe..
    Mon hvad andet du kan teste fremover? Måske de der færdigburgere man finder i Netto? De ser godt nok ulækre ud…

    1. Kan gøre høre hvad jeg skal teste i næste uge ;)
      Du er ikke den første, som nævner de der færdigburgere…..

Leave a Reply

Your email address will not be published.