Min fødselsberetning med Vera

Michelle Castillo

Min fødselsberetning. Let’s do this. Det blev lidt længere end forventet, så jeg blev nødt til at dele indlægget op i flere dele. Det er ikke for at være en tease men jeg kunne simpelthen ikke holde mig tilbage. Det blev bare langt og jeg har vist savnet at skrive.

Anyway! Hvordan starter man lige med at skrive et indlæg som det her? Jeg har simpelthen læst og hørt så mange gode fødselsberetninger (bla.a. hos To The Moon og på diverse blogs) og har brugt dem, som en form for fødselsforberedelse, så det er lidt ‘nervepirrende’ for mig, at skrive det her indlæg. Eller. Nervepirrende er måske for meget sagt, men jeg vil gerne lave et godt indlæg, som indkapsler oplevelsen på en god måde – og som du, måske kan bruge til noget, hvis du selv er gravid. 

Min fødselsberetning

Så ja. At jeg har kunnet bruge alle de beretninger, som en form for forberedelse er nok egentlig den største grund til, at jeg gerne vil skrive det her indlæg. Havde du spurgt mig om jeg ville dele min beretning inden fødsel, så havde jeg sagt “hell no” og at det var for privat, men havde simpelthen så positiv en oplevelse, på trods af nogle bump på vejen, at jeg gerne ville dele min egen fødselsberetning.

Jeg fødte fredag d. 5. November (due date, of course, she’s always on time) men når jeg tænker tilbage, så startede det hele onsdag aften, d. 3. Andreas og jeg spiste aftensmad på nyåbnede Hanzo, som en form for (måske) final meal inden baby’s ankomst. Jeg havde det lidt underligt i min mave og skulle lige trække vejret lidt dybt under de mange retter, Andreas så lidt presset ud undervejs og jeg kunne ikke nyde maden sådan rigtigt lol, men vi kom igennem måltidet og jeg gik i seng som normalt. Dog med et lille håb om, at der snart ville ske something. 

Murren i maven

Der skete ikke en skid og om torsdagen, så havde jeg egentlig forventet og håbet, at den stærke ‘murren’ i maven, som var der onsdag aften ville tage til, men jeg mærkede absolut ingenting. Det var ligesom gået i sig selv. Kedeligt. Jeg var dog ekstremt doven, som i, at jeg kun orkede at skyde lidt billeder og ikke vende retur på én eneste af mails, som hastede i min indbakke. Jeg havde ingen energi og gik bare trisset rundt i mit eget tempo og spist god mad. Tror min krop fortalte mig at jeg skulle slappe helt af. Tog dog ikke en lur selvom jeg var træt, hvilket jeg godt kunne ha’ brugt, nu hvor jeg tænker tilbage!

Om aftenen, så lagde vi os til at sove som normalt. Eller Andreas gjorde. Jeg skulle lige gå lidt rundt om mig selv. Jeg ville også lige tage et par billeder af min mave foran spejlet inden jeg hoppede i seng, don’t ask me why, og så skulle jeg lige, hmm, på toilettet. Andreas sov, da jeg lagde mig ind i sengen klokken 1 om natten. Det er senere end normalt, men jeg havde åbenbart brugt lidt længere tid end jeg troede på at gå rundt om mig selv. Nå, ja, tog også et hurtigt skyl under bruseren, fordi jeg havde et lidt varmt.

Et knæk i maven

Da jeg lagde mig i sengen, så lød der et ‘knæk’ inde i min mave. Det er den bedste måde, som jeg kan beskrive det. Det gjorde ikke ondt, men føltes super underligt. Jeg tænkte dog ikke videre over det og lagde mig godt til rette – og så fossede det bare ud med vand. Jo mere jeg bevægede mig, jo mere kom der. Vandet var gået og jeg trykkede let til Andreas og spurgte om der mon var noget på sengen. Det var der og jeg syntes selv, at det var en god joke. Jeg var underligt rolig, hvilket jeg ikke havde forventet. Han sprang op. Farven på vandet var lidt uklart, så Andreas ringede til fødegangen for at høre hvad vi skulle gøre. Han fik fat i en jordemoder.

Hun syntes, at vi skulle komme ind og kigge på det, hvis nu vandet var grønt. Vi skulle ikke skynde os, men bare få samlet vores ting og så komme afsted. Mine veer begyndte at tage til der og efter vi havde pakket bilen (jeg havde et håndklæde mellem benene, så læg gerne sådan et i bilen, hvis du er gravid) så blev jeg nødt til at tage nogle pauser og trække vejret dybt, da det begyndte at gøre ret ondt. Ikke uudholdeligt ondt, men pauser skulle der til.

Læs også: Asiatiske restauranter i Aarhus (7 steder som du SKAL kende)

Fødselsberetning
Tog det her billede lige inden vi skulle mod Skejby.

Heldigvis, så var klokken næsten 2 om natten her, så det gik hurtigt med at komme til Skejby. Ved modtagelsen, så blev jeg tjekket og vandet var desværre grønt, så vi fik en stue med det samme. Faktisk fik vi den sidste ledige stue, fik vi af vide, hvilket jeg var SÅ lettet over. En af de ting, som jeg frygtede ved fødslen, var nemlig, at vi ville blive sendt videre til Horsens eller Viborg pga. pladsmangel, hvilket skete for nyligt med et af vores vennepar. Jeg var 3 centimeter åben på det her tidspunkt. 

Vi blev taget imod af den sødeste jordemoder, som var i højt humør og jeg følte, at vi bare klingede så godt sammen. Jeg havde ‘kun’ taget den offentlige fødselsforberedelse, som man bliver tilbudt på Skejby så jeg havde ikke øvet nogle øvelser med vejrtrækningen, og hun hjalp mig virkelig med at trække vejret rigtig godt under veerne. 

Give me the drugs

I 3 timer arbejdede jeg med veerne og jeg husker ærligt talt ikke så meget. Jeg husker kun, at jeg tænkte på min vejrtrækning – og på epiduralblokaden, som jeg gerne ville have. Da jordemoderen kom ind og tjekkede til os omkring klokken 5, så sagde jeg, at jeg ikke havde mange ‘krav’ til selve fødslen, fordi jeg stolede på jordemødrene og lægerne, men jeg vidste, at jeg gerne ville have epiduralblokade på et tidspunkt. Derfor jeg gerne ville vide, hvornår der var sidste udkald ift. at få den. Hun sagde, at jeg kunne få den nu, hvis jeg ville, og at man ikke rigtigt kunne få den for tidligt heller – så jeg sagde, ja tak. 

Jeg havde ikke åbnet mig ret meget mere på de 3 timer, var kun sådan 4-5 cm, så jeg trængte til en pause. Jeg havde også forsøgt at bruge lattergas (som jeg plejer at synes er dejligt, lol) men jeg blev simpelthen for ‘skæv’ og fik en underlig ud-af-kroppen-oplevelse, imens det stadig gjorde pokkers ondt. Så en epiduralblokade skulle der til.

Anæstesilægen kiggede forbi

Vi gik alle fordele og ulemper ved epidural igennem, og kort tid efter, så kom der er anæstesilæge (han var mega chill hvilket gjorde at jeg blev mega chill) ind på stuen og lagde den i min ryg. Jeg kan huske forkert, men tror at hele den proces tog omkring 10 minutter. Det gjorde ikke ondt, synes jeg, men han kunne ha’ gjort hvad som helst nærmest, hvis jeg bare kunne få en pause fra de veer. Den begyndte at virke med det samme følte jeg, og efter 30-40 minutter, så vi fik besked på at forsøge at sove. Så det gjorde vi. Jeg i sengen og Andreas i stolen, som kunne lægges lidt ned. Jeg sov vildt godt.

Ny jordemoder

Så er del 1 snart færdig. Jordemoderen som havde taget imod os om natten havde fri klokken 7 om morgenen, så der mødte vi den jordemoder og jordemoderstuderende, som forhåbentlig skulle tage imod Vera, når hun valgte at dukke op. De var nogle helt andre typer og jeg tog mig selv i at være lidt skuffet over at hende den anden havde fri, men mere om det senere. Spoiler: Vi endte med at være et supergodt team, alligevel!


Min fødselsberetning med Vera. Del 2! Det her er endt med at blive meget langt. Men altså. Kan mærke, at jeg bare gerne vil have det hele med. Nok mest for min egen skyld. Og Vera’s. Jeg glæder mig allerede til at tage indlægget frem om mange år og læse det igen. Tilbage til fødslen:

Jeg sov vildt godt og vi blev tjekket løbende indtil henad formiddagen. Pga. epiduralblokaden, så kunne jeg ikke tisse og jeg fik derfor taget min urin med kateter. 3-4 gange under fødslen, så sad den søde jordemoderstuderende mellem mine ben og sørgede for at jeg ‘kom på toilettet’ imens vi talte sammen om løst og fast. I løbet af de gange, så kunne hun fortælle, at hun kunne se mere og mere af Vera’s hår, så hun var på vej ned. Virkelig underligt! 

Frem med brysterne

Det er forresten vildt hvor lidt blufærdig man er (jeg var i hvert fald ligeglad) når man træder ind på sådan en fødestue. Faktisk også i tiden efter. Jeg ved ikke hvor mange mennesker, som efterhånden har set mit underliv (under selve fødslen og til diverse tjek) og mine bryster (efterfølgende til både tjek, de to dage vi var indlagt og imens vi skulle have amningen op og køre). Det er mange.

Anyway. Om det var pga. det grønne fostervand eller epiduralblokaden husker jeg ikke lige nu, men i løbet af formiddagen så begyndte min temperatur at stige og jeg fik feber. Vi skulle derfor finde ud af hvordan jeg fik min temperatur ned – enten skulle jeg have antibiotika, hvilket jeg absolut ikke ville have (vi snakkede om det frem og tilbage med jordemoderen) eller også, så skulle jeg forsøge at drikke en masse væske, få et saltvandsdrop i hånden, nogle klude over mig, slappe af og så se hvad status var. Vi gjorde det sidste.

Desværre blev min temperatur ved med at stige og jeg blev nødt til at takke ja til antibiotikaen. De har forresten lidt svært ved at finde en god blodåre til saltvanddroppet, så jeg bliver stukket i tre gange for at få den i, hvilket resulterer i store blå mærker på mine hænder, men igen, det er tåleligt det hele. Vi får at vide at vi skal slappe af igen og se om det får min temperatur til at falde. Vi sover lidt igen og spiser snacks. Det lader heldigvis til at virke.

Læs også: 50% færdigbagt (og en lille life update)

Fødselsberetning Michelle Castillo Kristensen
Fødselsberetning stonemuse

Veerne går i stå

Pga. epiduralen, så gik mine veer lidt i stå og jeg åbnede mig derfor ikke ret meget mere. Vi får derfor besked på at gå lidt rundt på stuen, hvilket var svært pga. epiduralen, som jeg var hooket op på, saltvanddroppet i min hånd, jeg havde bælte et om maven, Vera havde en elektrode på hovedet som hang ud mellem benene på mig og jeg har sikkert glemt hvad ellers, så det var ikke nemt at komme rundt. De tjekker mig igen og jeg skal have endnu en ting stukket ind mig. Et ve-drop. Igen noget, som jeg ikke ville have, da jeg havde hørt meget om ve-storme og at de kan være meget voldsomme. De får dog beroliget mig og fortæller, at de starter på laveste blus, som de så kan skrue på løbende. 

Ostepops og cola

Igen, så får vi besked på at slappe af og evt. sove. Jeg er mega sulten, tror klokken er 12 om formiddagen d. 5. November, men der er nærmest ikke noget mad i kantinen og de mange snacks, som vi fik af vide, at vi skulle tage med, er begyndt at blive ret kedelige. Så. Hvis du er gravid og skal føde på Skejby, så sørg for at have ‘ægte’ mad med, også. Jeg fik konstant af vide, at jeg skulle have snacks med, men det er altså ikke nok. Det er svært at planlægge at have ægte mad med, men prøv, for guds skyld. Jeg fødte Vera på Ostepops og Cola, hvilket absolut ikke er ideelt.

Nå men altså. Der går et par timer og løbende, så bliver der skruet på ve-droppet, da jeg ikke kan mærke noget. Jeg åbner mig langsomt mere og mere, og er stadig helt uden smerter. Dejligt! Det snurrer lidt i mine ben, men igen, alt er tåleligt.

Vera’s hjerterytme

Omkring klokken 14, har stadig ikke fået mad her, så begynder Vera’s hjerterytme at gå lidt op og ned, så der bliver tilkaldt en læge, som skal tjekke status via. en blodprøve, som bliver taget fra Vera’s hoved. Den bliver taget, gør ikke ondt på mig i hvert fald, og prøven kommer hurtigt tilbage med et svar, som lyder på, at alt er ok. 

På det her tidspunkt er Andreas og jeg begge ret sultne (ja, maden har fyldt en del hos os) så vi sidder og diskuterer om hvad vi skal spise og om vi mon kan bestille take-away. Andreas går ud på gangen for at se om der er nyt mad i kantinen eller vi skal have bestilt – og da han kommer tilbage, så er stuen fuld af mennesker. Der skal nemlig tages en ny blodprøve, så lægen er tilbage, det samme er hende som skal løbe med prøven, min jordemoder, den jordemoderstuderende og en overjordemoder, som lige vil indover. Så der er pludselig mange mennesker på den lille fødestue. 

Lyst til at presse?

Der bliver taget endnu en blodprøve og den er heldigvis stadig fin, så vi har stadig lidt tid at løbe på. Klokken er omkring 16 på det her tidspunkt. Min jordemoder kan se, at jeg har 4 veer hver 10. minut (jeg mærker ingenting) og at jeg er helt åben, så hvis jeg har lyst til at prøve at presse, så synes hun, at jeg skal prøve. Jeg siger: “Det er en aftale“. Phew del 2 endte også med at blive ret langt!


Så er vi nået til del 3. Min fødselsberetning. Vera’s fødsel. Sidste del. Det lover jeg. Forrige gang sluttede vi af med jordemoderen, som spurgte, om jeg ikke havde lyst til at presse, fordi hun kunne se på skærmen, at jeg havde gode veer og mange af dem. Klokken var omkring 16 her. Jeg er stadig sulten, men tænker, jo, hvorfor ikke og tænker, at det kan jeg da godt, men altså, kan stadig ikke mærke noget, så meget kan der lige ske? Jeg bliver hejst godt op og spreder benene. Jeg presser lidt. Der sker ikke så meget, men min jordemoder kan se hvordan jeg presser og jeg får prøvet at presse med ‘forskellige’ dele af mit underliv, imens hun fortæller, når og hvis jeg gør det rigtigt. 

Endnu en blodprøve

Andreas ved at jeg er dårlig til at modtage instrukser (lang historie, lol, men det blev tydeligt under vores mange scanninger og jordemoderbesøg op til fødsel) så han står i min ende, holder mit venstre ben oppe og sørger for at gentage hvornår og hvordan jeg skal presse og trække vejret. Jeg kan mærke, at det presser mere på dernede, men kan stadig ikke mærke mine veer, så jeg skal vente på at jordemoderen siger: “Nu kan du presse”. Det gør jeg og vi prøver et par gange. Jeg kan mærke varme klude på mit underliv og forsøger at presse på den måde, som jeg får fortalt. Det tager ‘for langt tid’ og lægen kommer ind og tager endnu en blodprøve på Vera. Den kommer hurtigt tilbage og er også mega fin, så vi bliver ved.

Pludselig kan jeg mærke pressetrang, helt vildt faktisk, og jeg spørger om jeg ikke godt må presse, men jeg får at vide, at jeg skal vente. Det er så ulideligt og underligt, at min krop bare gerne vil have, at jeg skal presse – men det er også en fed følelse. Faktisk en følelse, som jeg havde forventet og håbet, at jeg ville opleve og forstå. Nu kan de se hovedet og jordemoder får mig coachet godt igennem og roser mig hver gang jeg presser rigtigt – og det er virkelig her, hvor vi alle 4 bliver et team (jordemoder, studerende, Andreas og jeg). Jeg er ikke i tvivl om hvad jeg skal og det kører bare. Jo, det gør skideondt, men det er en smerte, som er til at være i.

Læs også: 5 overvejelser vi gjorde os inden vi købte hus

Fødselsberetning skejby
Min fødselsberetning med Vera 1

Ring of fire

Kan mærke, at hun er på vej ud og på det her tidspunkt, så kan jeg huske, at jeg overvejer om jeg brister. Jeg tænker nemlig, at hvis jeg er bristet, så kunne jeg i hvert fald ikke mærke det! Ring of fire derimod, ja, den kunne jeg godt mærke! Men igen, så er det en smerte, som er til at holde ud og så vidste jeg selvfølgelig, at snart Vera at se, så der bliver bare presset videre.

Jeg fik hende ud på to veer til sidst og hun blev smidt op på mit bryst. Hun begynder heldigvis at græde med det samme. Det samme gør Andreas og han når heldigvis at skyde nogle selfies, som jeg elsker i dag. Vera ligner en diva og jeg er helt fra den. Jeg græder ikke og er egentlig bare i chok over hun pludselig var der. Jeg følte, at vi havde haft det så chill på fødestuen, hele dagen faktisk, og pludselig, så gik det hele så hurtigt. Fra jordemoder spurgte om jeg havde lyst til at presse til Vera var ude, gik der lige under 50 minutter, men det føltes ærligt som 5.

Andreas klippede navlestrengen og så lå vi bare der alle og kiggede på hinanden, imens de tjekkede mig og ventede på min moderkage. Vera suttede på mit bryst med det samme. She loves the milk. Og åh. Det var bare den vildeste oplevelse og så lå hun pludselig bare der. Min lille tvilling. Ovenpå mig. Når jeg ser hende fra bestemte vinkler, så ligner hun mig så meget. Det er så underligt. Det er bare det vildeste.

Den der moderkage

Moderkagen. Det der med at føde moderkagen havde jeg ikke glædet mig til, men ærligt, så var det overhovedet ikke så slemt. Den jordemoderstuderende havde godt styr på det og fortalte mig alt hvad hun gjorde undervejs. Hun kiggede den igennem, vi fik set den og taget et par billeder af den (spørg mig ikke hvorfor… de klammeste billeder nogensinde) og så skulle der tages stilling til om jeg skulle syes. 

Der var en lille bristning, men de var i tvivl om jeg overhovedet behøvede sting. De vælger dog at sy mig. Tror det var for erfaringens skyld (men hvad ved jeg) og jeg blev bedøvet down there. Jeg mærkede hverken, at jeg blev bedøvet eller at jeg blev syet, så den frygt, som jeg havde for at blive syet, havde jeg (heller) ikke behøvet at have på forhånd. 

Okay. Vera er ved at vågne, så det her bliver lidt kort her til sidst, men altså, fordi der var så travlt på fødegangen (vi fik som sagt den allersidste stue) så skulle vi egentlig hjem med det samme. Vi ville derfor ikke få de to overnatninger, som man normalt bliver tilbudt, medmindre vi selv ville køre til Viborg, som btw, tager en time. Det orkede jeg seriøst ikke. Sikkert fint ophold, men at køre så langt var bare no-go for mig efter fødslen.

To overnatninger på Familieafsnittet

Heldigvis. Hvis man kan sige det, så fik jeg jo feber og dermed antibiotika under fødslen, så vi skulle ‘indlægges’ på familieafsnittet i to dage (til observering) og vi blev derfor ikke sendt hjem. Det var helt perfekt for os med en stor stue, rolige omgivelser, masser af ekstra tjek, hjælp til amning (ville ønske at jeg vidste mere om hvor svært amning var inden men det må jeg skrive om en anden god gang… Fødslen var ‘nem’ men amningen har været en helt anden historie) og svar på de 1000 spørgsmål, som vi havde. 

På afsnittet var der et køkken med snacks, kaffe, kage, modermælkerstatning og det løse, som vi bare kunne hapse fra. Der blev drukket meget kaffe. Jeg fik 3 måltider om dagen, imens Andreas skulle betale for at bo der. Mener det kostede 270 kr. pr. døgn og han fik ‘kun’ morgenmad med. Nævner blot det med betalingen, fordi jeg kom ind på en artikel nu her, hvor en far brokkede sig over at betale for opholdet – men jeg synes altså, at det er helt okay. Der blev bare taget så godt hånd om både Vera og jeg. 

Min fødselsberetning med Vera

Således! Min fødselsberetning med dejlige Vera. Phew! Kunne du følge med? Det blev så langt, men ville bare have det hele med. Jeg havde en fantastisk fødsel, hvilket jeg håber, kan mærkes gennem skærmen. Den var super chill (hvis man kan sige det om en fødsel) og jeg var ikke bange et eneste tidspunkt. Faktisk, så føler jeg nærmest, at jeg ikke tør at føde igen, fordi det da umuligt kan blive en ligeså god oplevelse anden gang? Anyway. Nu vågner Vera. Hun er en bestemt lille dame, som stadig elsker the milk, så må hellere smide toppen. Tak fordi du læste med og vi ses på Instagram, hvor Vera, min smukke lille vildbasse, fylder en hel del, efterhånden.

Tak!

Det her indlæg var oprindeligt 3 forskellige indlæg (som jeg nu har samlet) og derfor er det delt op i dele. Fordi at jeg har samlet det, så mangler alle kommentarerne på indlæggene, men ville bare sige tak for de fine ord og den fede energi, som alle har sendt min vej. Det betyder meget!

Jeg har fået mange positive kommentarer og beskeder om både selve fødslen – og ikke mindst, mit valg af epidural. Der er meget skam forbundet med at vælge den, ja det ord SKAM går igen i min indbakke, og der er absolut intet at skamme sig over! Som jeg skrev i starten af indlægget, så har jeg både hørt og læst mange fødselsberetninger og når (de)t handler om epidural, så er det altid noget, som man skal undskylde for: “Nu havde jeg jo kæmpet i 30 timer, så…” og aldrig et valg fra starten.

Selvfølgelig skal man prøve uden hvis man har lyst, men jeg bliver simpelthen ked af det når ordet skam går igen i mine beskeder eller feed, når det kommer til fødsler. Tag et informed choice (det er naturligvis ikke for alle og der er også risici ved at vælge sådan en) og vælg hvad der er rigtigt for dig. Skam dig ikke. Okay. Det var lige et sidespor, men det er sgu vigtigt. Vera kom ud og hun er helt fantastisk.

Feel free to share

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Læs også
20 ting du skal komme i kurven når du besøger et asiatisk supermarked
Kan man overhovedet gå fra by til forstad?
Min simple opskrift på asiatisk kyllinge-suppe (som er SÅ god hvis du har ondt i...
Tilbage hvor det hele startede…
Asiatiske restauranter i Aarhus (7 steder som du SKAL kende)
5 overvejelser vi gjorde os inden vi købte hus
Indisk curry med kylling *din nye yndlingsret sgu*
En rodet opfølgning på det der indlæg