Min fødselsberetning (del 3)

Fødselsberetning

Min fødselsberetning. Sidste del. Det lover jeg. Husk at læse del 1 og del 2 først. Forrige gang sluttede vi af med jordemoderen, som spurgte, om jeg ikke havde lyst til at presse, fordi hun kunne se på skærmen, at jeg havde gode veer og mange af dem. Klokken var omkring 16 her. Jeg er stadig sulten, men tænker, jo, hvorfor ikke og tænker, at det kan jeg da godt, men altså, kan stadig ikke mærke noget, så meget kan der lige ske? Jeg bliver hejst godt op og spreder benene. Jeg presser lidt. Der sker ikke så meget, men min jordemoder kan se hvordan jeg presser og jeg får prøvet at presse med ‘forskellige’ dele af mit underliv, imens hun fortæller, når og hvis jeg gør det rigtigt. 

Fødselsberetning

Andreas ved at jeg er dårlig til at modtage instrukser (lang historie, lol, men det blev tydeligt under vores mange scanninger og jordemoderbesøg op til fødsel) så han står i min ende, holder mit venstre ben oppe og sørger for at gentage hvornår og hvordan jeg skal presse og trække vejret. Jeg kan mærke, at det presser mere på dernede, men kan stadig ikke mærke mine veer, så jeg skal vente på at jordemoderen siger: “Nu kan du presse”. Det gør jeg og vi prøver et par gange. Jeg kan mærke varme klude på mit underliv og forsøger at presse på den måde, som jeg får fortalt. Det tager ‘for langt tid’ og lægen kommer ind og tager endnu en blodprøve på Vera. Den kommer hurtigt tilbage og er også mega fin, så vi bliver ved. 

Læs også: Min fødselsberetning (del 1)

Fødselsberetning Stonemuse

Pludselig kan jeg mærke pressetrang, helt vildt faktisk, og jeg spørger om jeg ikke godt må presse, men jeg får at vide, at jeg skal vente. Det er så ulideligt og underligt, at min krop bare gerne vil have, at jeg skal presse – men det er også en fed følelse. Faktisk en følelse, som jeg havde forventet og håbet, at jeg ville opleve og forstå. Nu kan de se hovedet og jordemoder får mig coachet godt igennem og roser mig hver gang jeg presser rigtigt – og det er virkelig her, hvor vi alle 4 bliver et team (jordemoder, studerende, Andreas og jeg). Jeg er ikke i tvivl om hvad jeg skal og det kører bare. Jo, det gør skideondt, men det er en smerte som er til at være i.

Ring of fire

Kan mærke, at hun er på vej ud og på det her tidspunkt, så kan jeg huske, at jeg overvejer om jeg brister. Jeg tænker nemlig, at hvis jeg er bristet, så kunne jeg i hvert fald ikke mærke det! Ring of fire derimod, ja, den kunne jeg godt mærke! Men igen, så er det en smerte, som er til at holde ud – og så vidste jeg selvfølgelig, at snart Vera at se, så der bliver bare presset videre.

Jeg fik hende ud på to veer til sidst og hun blev smidt op på mit bryst. Hun begynder heldigvis at græde med det samme – det samme gør Andreas, og jeg er egentlig bare i chok over hun pludselig var der. Jeg følte, at vi havde haft det så chill på fødestuen, hele dagen faktisk, og pludselig, så gik det hele så hurtigt. Fra jordemoder spurgte om jeg havde lyst til at presse til Vera var ude, gik der lige under 50 minutter, men det føltes ærligt som 5.

Læs også: Sådan foregik vores rådhusbryllup *she’s married*

Fødselsberetning

Andreas fangede nogle hurtige billeder af os alle 3, klippede navlestrengen og så lå vi bare der alle og kiggede på hinanden, imens de tjekkede mig og ventede på min moderkage. Vera suttede på mit bryst med det samme. She loves the milk. Og åh. Det var bare den vildeste oplevelse og så lå hun pludselig bare der. Min lille tvilling. Ovenpå mig. Når jeg ser hende fra bestemte vinkler, så ligner hun mig så meget. Det er så underligt. Det er bare det vildeste.

Den der moderkage

Moderkagen. Det der med at føde moderkagen havde jeg ikke glædet mig til, men ærligt, så var det overhovedet ikke så slemt og den jordemoderstuderende, havde godt styr på det og fortalte mig alt hvad hun gjorde undervejs. Hun kiggede den igennem, vi fik set den og taget et par billeder af den (spørg mig ikke hvorfor omg) og så skulle der tages stilling til om jeg skulle syes. 

Der var en lille bristning, men de var i tvivl om jeg overhovedet behøvede sting. De vælger dog at sy mig, tror det var for erfaringens skyld (men hvad ved jeg) og jeg blev bedøvet down there. Jeg mærkede hverken, at jeg blev bedøvet eller at jeg blev syet, så den frygt, som jeg havde for at blive syet, havde jeg (heller) ikke behøvet at have på forhånd. 

Læs også: At gå fra by til forstad del 1

Fødselsberetning Vera Stonemuse

Okay. Vera er ved at vågne, så det her bliver lidt kort, men altså, fordi der var så travlt på fødegangen (vi fik som sagt den allersidste stue) så skulle vi egentlig hjem med det samme. Vi ville derfor ikke få de to overnatninger, som man normalt bliver tilbudt, medmindre vi selv ville køre til Viborg, som btw, tager en time. Det orkede jeg seriøst ikke.

To overnatninger på Familieafsnittet

Heldigvis. Hvis man kan sige det, så fik jeg feber og dermed antibiotika under fødslen, så vi skulle ‘indlægges’ på familieafsnittet i to dage og vi blev derfor ikke sendt hjem. Det var helt perfekt for os med en stor stue, rolige omgivelser, masser af ekstra tjek, hjælp til amning (ville ønske at jeg vidste mere om hvor svært amning var inden men det må jeg skrive om en anden god gang… Fødslen var ‘nem’ men amningen har været en helt anden historie) og svar på de 1000 spørgsmål, som vi havde. 

På afsnittet var der et køkken med snacks, kaffe, kage, modermælkerstatning og det løse, som vi bare kunne hapse fra. Der blev drukket meget kaffe. Jeg fik 3 måltider om dagen, imens Andreas skulle betale for at bo der. Mener det kostede 270 kr. pr. døgn og han fik ‘kun’ morgenmad med. Nævner blot det med betalingen, fordi jeg kom ind på en artikel, hvor en far brokkede sig over at betale for opholdet – men jeg synes altså, at det er helt okay. Der blev bare taget så godt hånd om både Vera og jeg. 

Læs også: 5 overvejelser vi gjorde os inden vi købte hus

Michelle Castillo Kristensen Stonemuse

Min fødselsberetning med Vera

Således! Min fødselsberetning med dejlige Vera. Phew! Kunne du følge med? Det blev så langt, men ville bare have det hele med. Jeg havde en fantastisk fødsel, hvilket jeg håber, kan mærkes gennem skærmen. Den var super chill (hvis man kan sige det om en fødsel) og jeg var ikke bange et eneste tidspunkt. Faktisk, så føler jeg nærmest, at jeg ikke tør at føde igen, fordi det da umuligt kan blive en ligeså god oplevelse anden gang? Anyway. Nu vågner Vera. Hun er en bestemt lille dame, som stadig elsker the milk, så må hellere smide toppen. Tak fordi du læste med og vi ses på Instagram, hvor Vera, min smukke lille vildbasse, fylder en hel del, efterhånden.

Feel free to share
Del på facebook
Del på pinterest
Del på email

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments
Læs også
Fyld til bao buns (en guide simpelthen)
Indisk curry med garam masala og oksekød
5 gode genbrugsbutikker i Aarhus (en miniguide)
Nem iskaffe med kondenseret mælk
Opskrift på nem ramen (smuk, fyldig og perfekt til kolde aftener)
Wontons med oksekød (omg this is so SO good)
Sådan kan du tage ENDNU bedre billeder + mine 5 tips til et flottere Instagram...
Indisk curry med kylling *din nye yndlingsret sgu*