En rejseguide til Hamborg – 3 asiatiske spisesteder og masser af shopping – STONEMUSE

En rejseguide til Hamborg – 3 asiatiske spisesteder og masser af shopping

For en lille uge siden tilbragte jeg weekenden i Milano (det kom der denne rejseguide ud af) og for to weekender siden, tilbragte jeg en weekend i Hamborg med Andreas. Det var helt spontan tur, men vores yndlingshotel i Hamborg (ja, sådan et har vi) havde et ledigt værelse den dag, som vi gerne ville afsted og så tænkte vi: “hul i det”, bookede det og tog afsted.

 

Hvad vi så skulle i Hamborg? Jamen, ikke rigtigt noget faktisk. Jeg ville gerne shoppe lidt i nogle af mine yndlingsbutikker og drikke masser af kaffe. Ellers ville vi bare gerne spise lidt god mad (jeg havde fundet nogle ret spændende steder inden vi tog afsted) og så havde vi bare brug for at tage en hel weekend ud af kalenderen, inden Andreas’ eksamensperiode for alvor gik i gang. I ved, vi ville hygge!

 

Læs også: En rejseguide til Budapest – 10 steder man kan spise skøn (og billig) mad

Gode (asiatiske) restauranter:

 

Smuk by, ikke?

 

Lad os bare starte med maden, som er fokus i denne guide. Det er så, SÅ nemt at finde god mad i Hamborg og selvom jeg godt kan lide tysk mad (altså pommes, pølser, sauerkraut og så videre) så kom vi for at spise den gode, asiatiske mad som man kan finde i byen. Faktisk spiste vi kun asiatisk mad hele turen og det var simpelthen så godt. En roadtrip til Hamborg, hvor man kun spiser asiatisk, kan helt sikkert anbefales!

 

Læs også: Hvor skal man shoppe i Tokyo, Japan?

Coa

Første stop på vores tur var Coa, som bød på et spændende menukort med dumplings, bao buns (dét skal I vælge) og meget mere. Det er måske ikke den bedste kulinariske oplevelse jeg nogensinde har fået, men vi var sultne, restauranten er decideret smuk og så lavede de nogle fantastiske cocktails til nærmest ingen penge. Coa er helt sikkert besøg værd – også senere på aftenen – hvis man blot er interesseret i cocktails.

 

Adresse: Kurze Mühren 6, 20095 Hamburg, Tyskland

Zipang

Det her var hands down en af de bedste restaurant oplevelser vi har haft længe. Vi bookede en business lunch hos Zipang, som serverer japansk fusion, og vi blev nærmest blæst bagover lige fra vi kom ind i restauranten. Servicen var i top, maden var intet mindre end fantastisk og så fik vi en god, lokal øl til maden, som passede så godt til de fine retter. Se lige billederne, altså? Zipang koster ikke det store, restauranten er at finde i Michelin guiden og så er det et af de steder, hvor vi bare SKAL tilbage. Snart. Sommetider snakker Andreas og jeg endda om at hoppe i bilen, tage ned og spise frokost på restauranten, og så bare køre hjem igen.

 

Adresse: Restaurant Zipang, Eppendorfer Weg 171, 20253 Hamburg, Tyskland

Xeom

Det er helt forståeligt at der altid er proppet her – det er nemlig virkeligt godt og billigt – og så har stedet bare en god vibe. Det her er forresten også et sted, hvor man får fantastiske cocktails – men husk lige at tjekke menu-kortet ordentligt ud inden I bestiller – når der står, at der er chili i en cocktail, så er der dæleme chili i en cocktail.

 

Adresse: Karolinenstraße 25, 20357 Hamburg, Tyskland

 

Her skal du shoppe i Hamborg: 

Jeg kan heller ikke komme udenom shopping, når vi snakker om Hamborg. Generelt, så vil jeg anbefale at man besøger Neuer Wall, hvor alle de seje high end butikker ligger, og bare gå rundt og udforske. Der er mange seje butikker, man kan besøge (både i den dyre og billige ende) og så er det nemt at navigere rundt i by-delen.

 

Læs også: En rejseguide til Milano – det skal du opleve, her skal du bo og her skal du spise

Secondella

Det her er secondhand heaven. Herinde kan man finde alle de sejeste brands side om side og det er også her, at man kan være heldig at finde lige præcis den ting, som man har ledt efter i flere år. Louis Vuitton, Chanel og alle de andre store luksusmærker kan findes herinde, til en god pris. Jeg købte ikke noget denne gang, men de har altså nogle virkeligt seje sager.

 

Adresse: Hohe Bleichen 5, 20354 Hamburg, Tyskland

Muji

Muji er en japansk detailvirksomhed, som sælger alt indenfor bolig, tøj, mad, tilbehør og kufferter – alt sammen i et minimalistisk design – og i japansk kvalitet. Alt er simpelthen så pænt derinde! Butikken stødte vi på i Tokyo, så det var et glædeligt syn, da vi spottede den i Hamborg. Butikken er selvfølgelig langt fra ligeså stor, som dem i Japan, men den er helt sikkert et besøg værd. Pæne, minimalistiske sager.

 

Adresse: Große Bleichen 31, 20354 Hamburg, Tyskland

 

Uzwei

Til at slutte med, vil jeg bare kopiere det, som jeg skrev om butikken første gang jeg besøgte den. Vi var forbi igen på denne tur og endnu engang, så glemte jeg at tage billeder af den smukke butik… men nu til det, som jeg skrev for to år siden: “Og og og, så fandt jeg verdens bedste tøj-butik, som jeg desværre ikke fik taget nogle billeder af men der var det fineste tøj at finde derinde (Stella McCartney, Proenza Schouler, Phillip Lim osv.), en cashmir-bar, en fandens smuk kaffebar med en mega god americano (og marmor borde), en blomsterhandler som laver smukke buketter specielt til dig, en lækker deli og fri wi-fi. Ja, butikken har det hele og hedder UZWEI. Den skal (!) besøges, hvis I nogensinde er i Hamborg.” Begejstret much? Ja, meget.

 

Adresse: Kaisergalerie, Große Bleichen 23 – 27, 20354 Hamburg, Tyskland

 

God tur til Hamborg!

Michelle

ALWAYS HUNGRY, NEVER BORED.

Hi, I’m Michelle Nielsen! Welcome to my humble abode and little part of the internet, where I write about making a career in blogging, great food and travels. I live in Aarhus, Denmark and I love using my little city, so you’ll find a lot of tips and recommendations to the city here, as well.

3 Comments
  1. Kan man få navnet på hotellet eller evt andre hotel anbefalinger i Hamborg hvis du har det? Er selv i gang med at planlægge en lille tur med min kæreste :-)
    Hilsen Lisa

    1. Hej Lisa. Vi boede på Onyx denne gang, som er vores favorit hotel i St. Pauli. Ellers er Mövenpick (i det gamle vandtårn) også rigtigt hyggeligt :)

      Parkering er billig begge steder.

  2. Det er en imponerende flot blog du har og jeg glæder mig til at komme til Hamborg til sommer

Leave a Reply

Your email address will not be published.